En smule historie

webadmin — 2008-07-18T09:49:02Z

Det hele begyndte i 1940, da Broder Roger som 25-årig forlod Schweiz, landet hvor han var født, for at tage til Frankrig, hvor hans mor kom fra, og bosætte sig. I mange år havde han været syg med tuberkulose, og gennem den lange rekreation havde et kald til at skabe et fællesskab modnet sig i ham.

Da Anden Verdenskrig begyndte, havde han den overbevisning, at han med det samme skulle begynde at hjælpe de mennesker som havde brug for det, nøjagtig som hans bedstemor havde gjort under Første Verdenskrig. Den lille landsby, Taizé, hvor han slog sig ned, var meget tæt på demarkationslinien som delte Frankrig i to. Det var godt placeret i forhold til at huse flygtninge, som var på flugt fra krigens rædsel. Venner fra Lyon begyndte at give adressen i Taizé til folk som havde brug for et sikkert sted at være.

Takket være et beskedent lån købte Broder Roger et hus som havde været ubeboet i årevis. Han bad én af sine søstre, Geneviève, om at komme og hjælpe ham med at tilbyde logi for flygningene. Blandt flygningene var jøder. De materielle ressourcer var begrænsede. Der var ikke noget rindende vand, så for at få vand måtte de gå til landsbybrønden. Maden var simpel, hovedsaglig suppe lavet på majsmel købt billigt ved den nærliggende mølle. Af hensyn til dem som han tilbød husly bad Broder Roger alene. Han gik ofte ind i skovene, langt væk fra huset, for at synge, så ingen af flygtningene, jøder eller agnostikere ville føle sig dårligt tilpas. Genevieve forklarede hver enkelt person, at det var bedre for dem som ønskede at bede, at gøre det alene på deres værelser.

Broder Rogers forældre, som vidste, at deres søn og datter var i fare, bad en pensioneret fransk officer som var ven af familien, om at passe på dem. I efteråret 1942 advarede han dem om, at deres aktiviteter var blevet opdaget, og at alle skulle forlade huset med det samme.
Så Broder Roger levede indtil slutningen på krigen i Geneve, og det var her, at han begyndte livet i fællesskab med de første brødre.
De kunne vende tilbage til Taizé i 1944.

De første brødres løfte

I 1945 startede en advokat fra regionen en forening, som skulle tage sig af børn, som havde mistet deres forældre i krigen. Han foreslog brødrene, at de skulle tage imod et vist antal af dem i Taizé. Et fælleskab af mænd kunne ikke tage imod børn, så Broder Roger bad sin søster Genevieve om at komme tilbage for at tage sig af børnene og blive deres mor. Om søndagen tog brødrene også imod tyske krigsfanger, som var i en fange-lejr nær ved Taizé.

Lidt efter lidt kom unge mænd til for at blive en del af den oprindelige gruppe, og Påskedag 1949 afgav syv af dem et livstidsløfte, om at leve sammen resten af livet i cølibat og et liv i stor enkelthed.

I stilhed under en længere retræte i vinteren 1952-53, skrev Taizés grundlægger Taizés regler, som udtrykker "det essentielle, som gør et liv i fællesskab muligt".