Taizé

Mod en ny solidaritet

Jean-Patrick — 2012-05-18T08:22:09Z

Brev fra Chile

Jean-Patrick — 2011-03-24T15:00:09Z

“En meget enkel realitet”

webadmin — 2008-07-22T14:45:02Z

Når vi åbner evangeliet, kan enhver af os sige: “Disse Jesu ord er mere som et meget gammelt brev skrevet på et sprog, jeg ikke forstår. Men eftersom det er skrevet til mig, af en som elsker mig, vil jeg prøve at forstå dets mening, og med det samme praktisere det jeg har forstået…”

I begyndelsen er det ikke vigtigt at have store kundskaber. Kundskab kan have stor værdi. Men det er gennem hjertet, i det inderste, at vi som mennesker begynder at forstå Troens Mysterium. Alt bliver ikke givet på en gang: Et indre liv bygges op lidt efter lidt. I dag, mere en tidligere, går vi ind i troen i etaper.

I menneskets inderste findes en længsel efter et nærvær, et stille ønske om fællesskab. Lad os aldrig glemme, at en enkel længsel efter Gud allerede er begyndelsen på troen.

Derudover er ingen i stand til at forstå hele evangeliet isoleret fra andre. Hver person må sige: “I dette unike fællesskab som Kirken er, findes der andre, som forstår og lever det ud, jeg ikke forstår. Jeg støtter mig ikke til min tro alene, men også til troen hos kristne i alle tider, dem som er gået forud for os, fra jomfru Maria og apostlene frem til i dag. Og dag efter dag forbereder jeg mig i mit indre på at stole på Troens Mysterium.”

Så det bliver klart at troen - tilliden til Gud - er en meget enkel realitet, så enkel at alle kunne modtage den. Det er som at søge opad igen og igen, tusind gange, gennem hele livet, indtil vort sidste åndedrag.

Broder Roger

“Lad os aldrig glemme, at en enkel længsel efter Gud allerede er begyndelsen på troen. ”

Brev til dem, der ønsker at følge Kristus.

webadmin — 2008-07-21T13:56:00Z

I evangeliet hører vi Jesus kalde: ”Følg mig!” Kan vi svare ham med en livslang forpligtelse?

Der er i os alle et ønske om fremtidig lykke. Men vi kan få det indtryk, at vi er underlagt så mange begrænsninger, at vi undertiden henfalder til mismod.

Og dog er Gud nær: ”Guds Rige er nær” (mark 1,15). Vi bliver opmærksomme på Guds nærvær, når vi ser livets situationer i øjnene, sådan som de er for at skabe på grundlag af det, der er.

Ingen ønsker at forsumpe i drømme om en ideal eksistens. Vi må stille os tilfredse med, hvad vi er, såvel som hvad vi ikke er.
At søge en lykkelig fremtid indebærer at foretage valg.

Nogle mennesker tager modige beslutninger om at følge Kristus i deres familieliv, i samfundet, i tjeneste for andre. Der er også dem, der spørger sig selv, hvordan de kan følge Kristus ved at vælge cølibatets vej.

Jeg vil gerne opmuntre enhver, der overvejer et valg for livet:
Når du står overfor en sådan forpligtelse, tøver du måske. Men hvis du går dybere, vil du finde glæden ved at give dig selv helt. Lykkelige er de, der ikke overgiver sig selv til angsten, men til Helligåndens nærvær.

Det kan måske være svært for dig at tro, at Gud kalder dig personligt og venter på, at du skal elske ham. Det liv betyder noget for ham.

Når Gud kalder på dig, dikterer han dig ikke, hvad du skal gøre. Hans kald er først og fremmest et personligt møde. Lad Kristus tage imod dig, og så vil du opdage, den vej du skal følge.

Gud kalder os til frihed. Han gør dig ikke til en passiv person. Gud dvæler i dig ved sin Helligånd, men tager ikke din plads. Tværtimod vækker Gud uanede kræfter.

Når du er ung, er du måske bange og fristet til ikke at vælge for at holde alle muligheder åbne. Men hvordan vil du finde tilfredsstillelse, hvis du forbliver ved vejkrydset?

Acceptér at der i dig findes uopfyldte længsler og endda uløste spørgsmål. Overgiv dig i hjertets gennemskuelighed. I kirken er der mænd og kvinder, der kan lytte til dig. Art blive hørt på for nogen tid på denne måde vil gøre dig i stand til at afgøre, hvordan du kan give dig selv helt.

Vi er ikke alene, når vi følger Kristus. Vi fødes ind i det fællesskabets mysterium, der er Kirken. I den bliver dit ja til lovprisning.

Lovprisning der måske er tøvende, som måske endda kan rejse sig fra vor trøstesløshed, men som langsomt vil blive en kilde af glæde der springer i hele vor livstid.

Broder Alois

Brev 2008: Brev fra Cochabamba

webadmin — 2008-07-21T13:49:36Z

Forberedt gennem måneder af sogne og familier i byen og dens opland afholdtes der ungdomsmøde i Cochabamba i Bolovia fra d. 10.til d. 14. oktober 2007. Det bragte 7.000 deltagere sammen fra Bolivias forskellige egne, fra alle Latinamerikas lande og fra adskillige europæiske lande. Dette ”Brev fra Cochabamba” for 2008 blev i første omgang uddelt til deltagerne ved det europæiske nytårsmøde i Geneve i slutningen af 2007.

Forsoning, en ild

Sammen i Bolivia med unge fra alle de latinamerikanske lande har vi spurgt os selv: Hvilke håbets stier kan vi åbne i dag?
Det bolivianske folk – med dets store sociale og etniske forskellighed – prøver at lægge konflikter bag sig og fokusere på større retfærdighed og fred.

Mange steder på jorden stammer nutidige konflikter fra historiens stadigt blødende sår. Hvor kan der findes helbredelse, når følelsen af magtesløshed overfor uretfærdighedens mange ansigter slår rod?

De unger, der mødtes i Cochabamba, har vist, at forskellighed – i stedet for uundgåeligt at føre til splittelser og rivalisering – i sig bærer løftet om gensidig berigelse og glæde. [1]

I Bolivia har vi fundet modige troende der med hele deres liv udtrykker evangeliets kald til kamp med forsonede hjerter.

Ved forsoningens kilder

Vi får de nødvendige kræfter til at kæmpe med et forsonet herte fra et personligt fællesskab med den levende Gud. Uden et indre liv kan vi ikke fuldføre vor bestemmelse. I Gud finder vi glæde; vi finder håb for et liv levet fuldt ud.

Har Gud ikke selv taget det første skridt hen imod os? Med Jesu komme forpligter Gud sig til en sand udveksling med ethvert menneske. Ved at forblive udover alt, hvad vi kan forstå, bliver Gud én der er meget nær.

Ud af kærlighed ønskede Gud at dele vor eksistens. Han blev menneske. Og mere endnu: Ved at give sit liv på korset valgte Jesus de nederstes sted. [2] Idet han tog det på sig, der adskiller os fra Gud, overtager han vort selv og al menneskehed. [3] Han giver os sit eget liv til gengæld. [4] På den måde begynder hele skabningen allerede at blive omskabt. [5]

Denne udveksling med Gud bliver virkelig for os i bøn: ved Helligånden kommer Gud for at dvæle i os. Ved sit ord og sakramenterne giver Kristus sig selv til os. Til gengæld kan vi overgive alt til ham. [6]

Er det ikke sådan Kristus bragte ild til jorden, den ild der allerede brænder i os?

At udvide vort venskab til at omfatte alle.

Vi kan ikke holde forsoningens ild inde. Den spreder lys på en vej, hvor vi føres til at blive fredsstiftere, både nært og fjernt. [7]

Hvis vi indser, hvad Gud gør for os, vil vort gensidige forhold forvandles herved. Vi vil blive i stand til at have sandt fællesskab med andre, en udveksling af liv, hvor vi giver og tager.

Evangeliet opfordrer os til at tage det første skridt hen imod andre, uden forudgående forsikring om, at de vil svare.

I nogle situationer, specielt i brudte forhold, kan forsoning synes uopnåelig. Vi bør da være opmærksomme på
At ønsker om forsoning allerede er begyndelsen hertil. Kristus tager det på sig, som ikke synes at føre nogen steder hen, og vi kan betro ham alt, der trænger til heling. Det forbereder os på at gribe de muligheder, der opstår og tage skridt, aldrig så små, mod lettelser af spændinger.

Forsoning kan forvandle vore samfund radikalt. Den opstande Kristi ånd fornyer jordens overflade. Lad os tillade denne opstandelsens dynamik at drive os fremad! Lad os ikke miste modet på grund af kompleksiteten i de problemer vi møder. Lad os ikke glemme at vi kan begynde med meget lidt. [8]

Kirkens fællesskab støtter os; den er et venskabens sted for alle. [9] ”For os er kirken som en moder, der lytter til sine børn. Hun tager imod; hun trrøster”. [10] Disse ord fra en ung latinamerikaner udfordrer os: Vil vi finde veje til at lade Guds barmhjertighed skinne gennem os?

Vil vi i konfliktfyldte situationer finde veje til at lytte til de andre? Så mange adskillelser vil da være mindre smertefulde. [11] Lad os stræbe mod at sætte os selv i andres sted.

Vil vi finde veje til en mere retfærdig fordeling af ressourcer? Lad os have mod til at ændre vores livsstil i retning af større enkelthed, solidaritet med de udstødte og øget omsorg for skabelsen.

Vil vi være nær de, der er fattigere end os? Ved at dele med dem opstår der en udveksling af liv: de fører os til at være gavmilde og dermed få os ud af os selv. Og yderligere, deres fattigdom hjælper os til at acceptere vor egen sårbarhed. Med dette engagement vil vi bidrage til. At ethvert menneskes værdighed respekteres.

Vil vi bevæge os helt frem til tilgivelse? Er der en anden vej til at ødelægge kæden af fortsat0 ydmygelse? [12] Er det ikke et spørgsmål om at glemme en smertefuld fortid eller at være blind for nutidige situationer af uretfærdighed? Evangeliet opfordrer os til at gå ud over erindringen om sår ved at tilgive og endda hæve os over forventningen om at få noget til gengæld. På denne måde finder vi Guds børns frihed.

Ja, vi ønsker at kæmpe med et forsonet hjerte, at være passionerede efterspørgere af fællesskab, i stand til at udvide vort venskab til at omfatte alle.

[1] Da de unge fra landområder ankom til Cochabamba bar de traditionelle dragter. – det var en farvernes festival! Hvilken glæde var det ikke at se unge fra alle egne af Bolivia kunne være sammen, dem fra byerne og dem fra landet. Dette møde viste, at unge med deres måde at leve på, kan bidrage til opkomsten af ”et forsoningens mikroklima”.For at evangeliet virkeligt kan blive til en kilde til forsoning i Bolivia prøver et voksende antal kristne i overensstemmelse med deres tro at tage deres traditionelle kulturelle og religiøse baggrund i betragtning.

[2] For Paulus berører forsoningen, tilvejebragt af Kristus, hele skabningen. Han blev sendt for at ”forsone alt med sig, på jorden som i himlene” (Kolossenser, 1.20). Med henblik herpå ” regnede Jesus det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig. (Filipperbrevet 2,5 – 11).

[3] I et poetisk sprog, der henter inspiration fra skriftmeditation, lyder det i en ortodoks julesalme: ”Skaberen, der ser, at det menneske som hans hænder har skabt, er fortabt, kommer til jord ved at bøje himlene; født af den hellige, ubesmittede jomfru, optager han hele den menneskelige eksistens i sit legeme”.

[4] En kristen fra det 2. århundrede, Irenæus af Lyon, gik så langt som til at skrive: ”På grund af hans ubegrænsede kærlighed blev Kristus hvad vi er, for at gøre os fuldt og helt, hvad han er”.

[5] Helligånden er som skabelsens sjæl: ”Den skønhed, som verden fremviser, opretholdes af Åndens styrkende kraft…. Ånden er spredt over alt, opretholdende, styrkende og opvækkende alle ting, både i himlen og på jorden.” (John Calvin: Institutes of the Christian Religion I, XIII, 14).

[6] Fællesskab med Gud registreres ikke altid på følelsernes plan; Hewlligåndens tilstedeværelse i os er dybere. Selv uden at føle kan vi bede, måske med en enkelt handling: knæle, åbne vore hænder. Og da kommer Gud for at besøge os.

[7] Gud sender de ud i verden, som han trække til sig (se Markus 1,17).

[8] Se Lukas 10,1-16.

[9] Roxana, en ung kvindelig bolivianer, udtrykker den rolle kirken har prøver at spille for at hjælpe med til at reducere de sociale spændinger, der for nylig har ramt Bolivia: ”Hvad vækker protest, vrede og ondskab i et folk? Mangel på kærlighed? Følelsen af magtesløshed hos de, der ved at der ikke lyttes til dem? Når de ønsker at dele et folks lidelser, føler du behovet for at komme nærmere det håb, der kommer fra Gud. Så kirkens døre var åbne for kontinuerlig bøn; klokkerne ringede for at invitere folk fra de forskellige nabolag til informationsmøder. Unge mennesker opdagede enhedens, solidaritetens og venskabets styrke. Vi unge er kirkens levende blod; vor medvirken og vores energi er uundværlig.

[10] ”Gud siger: Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig” (Esajas 49,15).

[11] At lytte til hinanden er lige nødvendigt i personlige forhold som i samfundet som helhed og selv i internationale forhold mellem nationer og kontinenter.

[12] En af de overraskende ting ved Cochabamba-mødet var tilstedeværelsen af så mange unge chilenere, når man tager det fjendtlige forhold mellem disse to nabolande i betragtning. På mødets sidste dag ønskede de unge chilenere at vise en forsoningsgestus overfor de unge bolivianere ved i et åbent brev at præsentere dem for en bøn om tilgivelse for alle tidligere og nutidige konflikter.

Brev fra Kolkata

2007-07-02T13:22:33Z

For tredive år siden var Broder Roger en tid i Kolkata (Calcutta) sammen med nogle brødre og unge fra forskellige dele af verden. De boede i en fattig bydel og deltog i Moder Teresas arbejde for forladte barn og døende. Herfra medtog Broder Roger et brev til Guds folk, som han offentliggjorde under et møde for unge voksne i domkirken Notre-Dame i Paris. Senere skrev han flere brev og tre bøger sammen med Moder Teresa.

Opholdet i 1976 var spiren til et varig bånd mellem vores klosterfællesskab og de kristne i India. Dette har vist sig på forskellig vis, gennem besøg over hele landet, to interkontinentale møder i Madras og en stadig strøm af unge indere til Taizé. Kolkata, på sin side, har fortsat at være et tegn for os, både på menneskelig smerte og på ansigterne på mennesker som vier deres liv til de allerfattigste, og som dermed bliver lysende fyrtårn.

Derfor syntes jeg, det var vigtig at vende tilbage til Kolkata og holde et møde der. Dette møde, som ble holdt 5.-9. oktober 2006, samlede 6000 unge voksne, hovedsagelig fra Asien. Mødet udgjorde et forsøg på at give «pilgrimsfærden for tillid» en ny dimension – en rejse sammen med unge i Asien i deres egen verdensdel, hvor vi lytter til dem og støtter deres håb. Brevet fra Kolkata blev skrevet efter denne sammenkomst, med tanke på at blive offentliggjort under det europæiske møde i Zagreb.

Når vi fortsætter «pilgrimsfærden for tillid på jorden», som samler unge fra mange land, forstår vi denne virkelighed bedre og dybere: Hele menneskeheden udgør en eneste familie og Gud bor i hvert eneste menneske, uden undtagelse.

I Indien som i andre deler af Asien har vi opdaget hvordan en helt naturlig opmærksomhed overfor Guds nærvær i hele skaberværket medfører en respekt for det andet mennesket og for det, som er helligt for ham eller hende. I moderne samfund i dag er det så vigtigt at vække folks opmærksomhed for Gud og denne respekt for mennesket.

Hvert menneske er helligt for Gud. Kristus åbnede sine arme på korset for at samle hele menneskeheden i Gud. Om han sender os til verdens ender for at formidle Guds kærlighed, sker dette først og fremmest i en samtale gennem livet. Gud sætter os aldrig ind i en magtkamp mod dem, som ikke kender ham.

Der findes så mange unge mennesker rundt om i verden, som er villige til at gøre den menneskelige families enhed mere synlig. De tager imod udfordringerne som ligger i spørgsmålet: Hvordan kan vi stå op mod alle typer for diskrimination? Hvordan kan vi bryde gennem mure af had eller ligegyldighed? Dette er mure som går mellem folkeslag og verdensdeler, men de er samtidig mure, som er nær hver og én af os, som til og med kan findes inde i menneskehjertet. Derfor er det op til os at tage et valg: At vælge kærligheden, vælge håbet.

Vore samfund har enorme problemer, som kan gøre os opgivende. Hvis vi vælger kærligheden, vil vi opdage et frirum , hvor vi kan skabe en fremtid for os selv og for dem, vi har fået ansvar for.

Med små ressourcer gør Gud os til skabere sammen med ham, selv hvor udgangspunktet ikke er godt. Hvis vi går andre i møde, nogle gange med tomme hænder, med åbne ører, med en vilje til at prøve at forstå… så kan en fastlåst situation pludseligt blive forvandlet.

Gud venter på os i dem, som er fattigere end os. «Det I har gjort mod en af disse mine mindste, har I gjort imod mig.» [I]

Når vi beder, sætter vi os selv og dem, vi har fået ansvar for, foran Guds barmhjertige øjne. Gud ønsker os velkommen som vi er, med det vi har som er godt, med også med vore indre selvmodsigelser og til og med vore fejl.

Evangeliet forsikrer os om, at vore svagheder kan blive en dør, som Helligånden kan komme ind i vore liv igennem.

For tredive år siden skrev Broder Roger i Kolkata: «Bønnen er for jer en kilde til at vise kærlighed. Opgiv jer selv, i fuldstændig uselviskhed, opgiv krop og ånd. Gå hver dag dybt ind i et par linjer fra Skriften, således at I kan komme ansigt til ansigt med den Anen, med den Opstandne Herre. Lad et levende Kristusord blive født i jer, i stilhed, og sæt det ud i livet på en gang.»

Da han rejste fra Kolkata, tilføjede han:

«Nu rejser vi, efter at have opdaget et folks forbavsende livskraft, selv i hjertet af den dybeste smerte, og efter at have mødt vidner om en anderledes fremtid for os alle. Guds folk kan bidrage til denne fremtid med en mulighed, som er dets egen: spredt ud over hele verden kan det bygge en lignelse om den menneskelige familie, som deler det den har. En sådan lignelse vil have nok styrke til at sprede sig selv og ryste selv de mest ubevægelige strukturer, og således skabe fællesskab i den menneskelige familie.» [II]

Evangeliet forsikrer os om, at vore svagheder kan blive en dør, som Helligånden kan komme ind i vore liv igennem.

Da han rejste fra Kolkata, tilføjede han:

Denne opfordring fra Broder Roger er mere aktuel i dag end nogensinde. Kristne, som er spredt ud over hele verden, kan opretholde håbet for alle ved at lade deres liv blive rodfæstede i denne utrolige nyhed: efter Kristi opstandelse er menneskeheden ikke delt og i stykker.

Hvordan kan vi være vidner om en Gud, som bringer kærlighed til jorden, hvis vi accepterer, at skillelinjerne mellem kristne fortsætter? La os turde tage skridt fremad mod synlig enhed! Når vi sammen vender os til Kristus, når vi kommer sammen for at bede, da bliver vi allerede forenede af den Helligånden. I ydmyghed gennem bøn lærer vi altid, at vi tilhører hverandre. Får vi så også mod til ikke længere at handle uden at have tanke for andre?

Jo nærmere vi kommer Kristus og evangeliet, jo nærmere kommer vi hinanden.

Det at give hinanden gaver sker gennem en gensidig gæstfrihed. Alle sådanne gaver er nødvendige i dag, for at evangeliets stemme skal blive hørt. De som har sat deres lid til Kristus, er kaldede til at give deres enhed som en gave til alle. Og derfra kan der strømme stemmer, som lovpriser Gud.

Da får denne skønne lignelse fra evangeliet liv: det lillebitte sennepsfrø vokser og bliver den største blandt planterne i haven, så fuglene i luften kommer og bygger rede i den. [IV] Når vi er rodfæstede hos Kristus opdager vi, at vi er i stand til at være åbne for alle, også for dem som ikke kan tro på ham. Kristus bliver alles tjener; han ydmyger ingen.

I dag mere end nogensinde er det mulig for os at leve i fællesskab på tværs af landegrænser. Gud giver os sin livsånde, sin Ånd. Og vi beder: «Led vore føder ind på fredens vej.» [V]

1 I begyndelsen af sin tjeneste skrev pave Benedikt XVI: «Alle mennesker tilhører én og samme familie.» (Hilsen på verdens fredsdag 2006)
I Kolkata er kristne en minoritet blandt de andre store historiske religioner. I Indien har spændinger mellem religionerne af og til ført til alvorlige voldshandlinger. Alligevel repræsenterer gensidig respekt grundlaget for forholdet mellem religioner. Højtiderne for hver tradition bliver respekterede af de andre og kan til og med gøre det muligt at dele traditionerne gensidigt.

2 En ung familiefar fra Libanon skrev til os mens bomningerne i Mellemøsten blev mere og mere intens på hver side: «Fred i hjertet er mulig! Når du er blevet ydmyget er, fristelsen stor til at gængælde med ydmygelse. På trods af smerten, på trods ad hadet, som vokser sig stærkere og stærkere, på trods af længslen efter hævn, som vælder op i os, når vi føler os svage, tror jeg på den freden. Ja, fred her og nu!»

3 Nogle brødre fra Taizé har boet i Bangladesh i tredive år, sammen med folk som næsten udelukkende er muslimer. De deler hverdagen med de fattigste og dem, som er fuldstændig overladte til sig selv. En af dem skrev: «Vi mærker tydeligere og tydeligere, at de, som er udstødt af samfundet på grund af deres svaghed eller tilsyneladende ubrugelighed, de er Gudsnærvær. Hvis vi åbner vores døre for dem, leder de os stadig længere væk fra en verden af overdreven konkurrence. I stedet viser de vejen til en verden af hjerternes fællesskab. I denne store mangfoldighed af religioner og kulturer, ønsker vi ved vort nærvær i Bangladesh at være et tegn på, at tjenesten blandt vore sårbare brødre og søstre åbner en vej mod fred og enhed.»
Det Moder Teresa startede i Kolkata skinner videre gennem hendes søstre. Det at tage sig af de fattigste og vise dem kærlighed er sådanne tydelige tegn på Guds kærlighed. Der findes så mange andre mennesker rundt om i verden, som vandrer den samme solidaritetens vej – hvor ville vi have været på denne jord uden dem?

4 Ulighedt vil før eller senere føre til vold. 20% af verdens befolkning, som bor i de højest udviklede landene, bruger 80% av verdens naturressourcerne. Det bliver mere og mere presserende at få en ansvarlig fordeling af kilderne til energi og drikkevand i stand.

5 Til Broder Rogers begravelse skrev abbeden av Grande Chartreuse-klosteret, Marcellin Theeuwes: «De dramatiske omstændigheder omkring Broder Rogers død er bare et ydre dække, som tjener til at kaste endog mere lys på den sårbarhed han dyrkede, som en dør Gud foretrækker for at komme til os og være hos os.» (Se også 2. korinterbrev 12,10.)

6 En kristen fra 300-tallet udtrykker klart, hvordan bøn og hengivelse supplerer hinanden. For ham var det at deltage i nadveren noget som maner til at vise solidaritet med de fattige: «I ønsker at vise frelserens legeme ære? Den samme som sagde: Dette er mit legeme, han sagde også: I så at jeg var sulten, men I gav mig ikke at spise. Det I ikke har gjort mod en af disse mine mindste, nægter I også mig! Vis derfor Kristus ære ved at dele jeres ejendele med de fattige.» (Johannes Krysostomos, Homilie 50 over Matthæus.)

7 Allerede de første kristne, en meget lille minoritet i verden, bar på denne overbevisning: Ved at give sit liv på korset brød Kristus ned muren som skiller folkeslagene. (Se Efeserbrevet 2,14-16.)

8 En kristen som boede i Palæstina i 500-tallet skrev: «Forestil dig at verden er en cirkel, at Gud er centrum i cirklen, og at de forskellige radier på cirklen er menneskets forskellige måder at leve på. Når de, som ønsker at komme nærmere Gud, går ind mod centrum af cirklen kommer de nærmere hinanden. Og jo nærmere de kommer hinanden, jo nærmere kommer de Gud.» (Doroteus fra Gaza, Instructions VI.)

9 «Kirkens forhold til andre religioner styres af en todelt respekt: respekten for mennesket i dets søgen efter svar på livets dybeste spørgsmål, og respekt for Åndens handling i mennesket. (…) Hver eneste ægte bøn bliver sat i gang af Helligånden, som på mystisk vis er tilstede i hvert menneskehjerte.» (Johannes Paulus II, Redemptoris missio).
Som kristne kan vi ikke skjule det faktum, at det inderste i vores tro er Jesus Kristus, som på en enestående måde giver os et forhold til Gud (se 1. Timotheusbrev 2,5). Men i modsætning til at være en uoverkommelig forhindring for sand dialog, kræver dette absolutte i troen, at vi vier os dialogen. For hvis Jesus er enestående, er han det ved sin ydmyghed. Derfor kan vi aldrig i hans navn se ned på andre, men bare ønske dem velkommen og lade os tage imod deres velkomst.

10 En af dem som kan give os støtte på denne vej er Dietrich Bonhoeffer. I 1900-tallets mørkeste timer gav han sit liv helt til martyrdødens yderste grænse. Bare få måneder før han døde skrev han disse ordene i fængslet, ord som vi nu synger i Taizé:
«Gud, lad mine tanker mine samles i dig.
Hos dig er lyset, du forlader mig ikke.
Hos dig er hjælpen, hos dig tålmodigheden.
Jeg forstår ikke dine veje,
Men du kender vejen for mig.»

[I] Matthew 25:40.

[II] Isaiah 43:1-4

[III] Brother Roger, Letter to the People of God, 1976.

[IV] See Luke 13:18-21.

[V] See Luke 1:79.

En fremtid med fred

2005-01-20T09:36:54Z

Dette brev, skrevet af Broder Roger fra Taizé og oversat til 55 forskellige sprog (herunder 24 asiatiske) offentliggøres ved Nytårsmødet i Lissabon. Det vil blive brugt som oplæg til eftertanke gennem 2005 ved de ugentlige møder i Taizé såvel som andre steder, i Europa eller på andre kontinenter.

”Gud har tanker om fred for jer, ikke om ulykke; Gud ønsker at give jer fremtid og håb”. [1]
I vore dage længes mange mennesker efter en fremtid med fred, efter at menneskeheden må befries fra truslerne om vold.
Hvis nogle gribes af ængstelse for fremtiden og finder sig selv låst fast, så er der dog verden over unge men-nesker, der er opfindsomme og kreative.
Disse unge lader sig ikke fange i en spiral af tungsindighed. De ved, at Gud ikke skabte os til passivitet. For dem ligger livet ikke under for en blind skæbne. De ved, at tvivl og mismod har magt til at lamme men-nesker.
Så de søger med hele deres sjæl at forberede en fremtid med fred og ikke med ulykke. Uden at de ved det, gør de allerede deres liv til et lys, der skinner omkring dem.
Nogle bringer fred og tillid i situationer med krise og konflikt. De fortsætter ufortrødent, også når prøvelser og fiaskoer vejer tungt på deres skuldre. [2]
På sommeraftener i Taizé, under en himmel fuld af hvide stjerner, kan vi høre de unge mennesker gennem de åbne vinduer. Vi forbavses til stadighed over deres antal.
De søger; de beder. Og vi siger til os selv: Deres håb om fred og tillid er som disse stjerner, punkter af lys, der stråler i natten.

Vi lever i en tid, hvor mange mennesker spørger. Hvad er tro? Tro er simpel tillid til Gud, en uundværlig bølge af tillid, der opleves utallige gange i vort livs forløb.
Vi kan alle have tvivl. Det er ikke noget at bekymre sig om. Vort dybeste ønsker er at lytte til Kristus, der hvisker i vore hjerter: ”Har du betænkeligheder? Vær ikke urolig; Helligånden vil altid være hos dig”. [3]
Nogle har til deres overraskelse gjort denne opdagelse: Guds kærlighed kan blive fuldkommen selv i et hjerte fyldt med tvivl. [4]

En af de første ting, Kristus siger i Evangeliet, er dette: ”Salige er de enfoldige”. [5] Ja, salige er de, der stræber efter enfoldighed, enfoldighed i hjertet og enfoldighed i livet.
Et enfoldigt hjerte søger at leve i nu'et, at byde hver dag velkommen som Guds ”i dag”.
Skinner ikke enfoldighedens ånd i vores afklarede glæde og også i munterhed?
Et enfoldigt hjerte hævder ikke at forstå alt om tro i sig selv. Det siger til sig selv: ”Andre forstår bedre det, som jeg har besvær med at fatte. Og de hjælper mig videre på min vej”. [6]
Når vi gør vores liv mere enfoldigt, gør det os i stand til at dele med de mindre heldigt stillede, så vi kan lindre lidelse, hvor der er sygdom, fattigdom, sult… [7]

Vores personlige bøn er også enfoldig. Tror vi, at det er nødvendigt med mange ord for at bede? [8] Nej. Nogle få ord, selv tåbelige, er nok til at overgive alt til Gud, vore ængstelser såvel som vore håb.
Ved at overgive os selv til Helligånden vil vi finde den vej, der leder fra bekymring til fast tillid. [9]
Og vi siger til Ånden:
”Helligånd, gør os i stand til
at vende os til dig til hver en tid.
Vi glemmer så ofte, at du dvæler i os,
At du beder i os, at du elsker i os.
Din tilstedeværelse i os er tillid
Og konstant tilgivelse.”
Ja, Helligånden tænder et glimt af lys i os. Hvor svagt det end måtte være, vækker det i vort hjerte en længsel efter Gud. Og den enfoldige længsel efter Gud er allerede bøn.
Bøn gør os ikke mindre involverede i verden. Tværtimod, intet er mere ansvarligt end at bede. Jo mere vi gør en enfoldig og ydmyg bøn til vores egen, jo mere ledes vi til kærlighed og til at udtrykke den med vore liv.

Hvor kan vi finde den enfoldighed, der er uundværlig for at leve Evangeliet ud? Nogle ord af Kristus kan oplyse os. Han sagde en dag til sine disciple: ”Lad de små børn komme til mig, for Guds rige hører sådanne til.” [10]
Hvem kan på passende vis udtrykke, hvad nogle børn kan kommunikere med deres tillid? [11]
Vi ønsker altså at sige til Gud: ”Gud, du elsker os; gør os til et ydmygt folk; giv os stor enfoldighed i vore bønner, i menneskelige relationer, i modtagelsen af andre…”

Jesus – Kristus – kom ikke til jorden for at fordømme nogen men for at åbne veje af fællesskab for mennesker.
I to tusinde år har Kristus været nærværende gennem Helligånden [12], og hans gådefulde nærvær gøres hånd-gribeligt i et synligt fællesskab [13], der bringer kvinder, mænd og unge sammen, der er kaldede til at gå fremad sammen uden at skille nogen ud. [14]
Alligevel har de kristne, gennem deres historie, oplevet mange rystelser: Adskillelser er opstået mellem de, der ikke desto mindre bekendte tro på den samme kærlighedens Gud.
Det er vigtigt i vore dage at genetablere fællesskab; det kan ikke til stadighed udskydes til senere, til tidernes ende. [15] Vil vi gøre alt , hvad vi kan, for at vække kristne til fællesskabets ånd? [16]
Der er kristne, der uden at vente allerede er i fællesskab med hinanden på de steder, hvor de bor, ganske enkelt. [17]
De ønsker, gennem deres egne liv, at gøre Kristus nær-værende for mange andre. De ved, at kirken ikke eksi-sterer for sig selv men for verden, for at skabe grobund for fred.
”Fællesskab” er et af de skønneste navne for kirken. I det kan der ikke udveksles skarpe ord, kun gennem-sigtighed, dybtfølt venlighed, barmhjertighed… og porte-ne til det hellige åbnes.

Evangeliet lader os opdage denne overraskende realitet: Gud skaber hverken frygt eller bekymring. Alt, hvad Gud kan, er at elske os.
Ved Helligåndens nærvær kommer Gud for at omskabe vore hjerter.
Og i en enfoldig bøn kan vi mærke, at vi aldrig er alene: Helligånden opretholder i os et fællesskab med Gud, ikke kun for et kort øjeblik men helt ind i det liv, der aldrig ophører.

[1] Disse ord blev skrevet seks hundrede år før Kristus. Se: Jeremias 29, 11 og 31,17.

[2] Dette år, hvor ti nye lande har tilsluttet sig Den europæiske Union, står det klart for mange unge europæere, at de lever på et kontinent der nu, efter i mange år at have lidt under adskillelse og konflikter, søger efter enhed og bevæger sig frem af vejen mod fred. Der ek-sisterer naturligvis fortsat spændinger såvel som forskellige former for uret-færdighed og endog vold, hvilket skaber tvivl. Det vigtige er, ikke at stoppe op på halvvejen: Søgen efter fred er fundamental for opbygningen af Europa. Men dette ville ikke være interessant, hvis det eneste formål er at skabe et stærkere, rigere kontinent, og hvis Europa giver efter for fristelsen til at trække sig tilbage bag dets egne grænser. Europa bliver først fuldt ud sig selv, når det åbner mod andre kontinenter, i solidaritet med fattige nationer. Konstruktionen af Europa giver mening, når det ses som et skridt fremad i tjenesten for fred for hele den menneskelige familie. Det er derfor vores møde ved årets slutning, som du måske kalder ”Det europæiske Møde”, af os anskues som ”en pilgrimsfærd for tillid på jord”.

[3] Se Johannes Evangeliet 14, 16-18;27. Gud eksisterer uafhængigt af vores tro og vores tvivl. Når vi tvivler, betyder det ikke, at Gud har forladt os.

[4] Dostojevskij skrev en dag i sin dagbog: ”Jeg er et tvivlens og vantroens barn. Hvilke skrækkelige lidelser har ikke denne længsel efter at tro kostet mig og koster mig fortsat; en længsel der bliver jo stærkere i min sjæl jo flere modargumenter den rejser i mig… Mit ”hosanna” er gået gen-nem tvivlens smeltedigel”. Og alligevel kunne Dostojevskij også skrive: ”Der er intet skønnere, dybere og mere perfekt end Kristus. Ikke alene er der intet, der kan heller ikke være noget”. Når den mand hævder, at den ikke-troende lever sammen med den troende i ham, forbliver hans kærlighed til Kristus uformindsket.

[5] Matthæus 5,3.

[6] Selvom vores tillid forbliver skrøbelig, er vi ikke kun afhængige af vor egen tro men af tilliden hos alle de, der er gået forud for os såvel som hos de, der er omkring os.

[7] FN's World Food Program udsendte for nylig en oversigt over sult i verden. På trods af de fremskridt, der er nået de sene-ste år, lider 840 millioner mennesker af sult, herunder 180 millioner børn under 5 år.

[8] Se Matthæus 6,7-8.

[9] Denne overgivelsens vej kan opretholdes ved enfoldige sange, sunget igen og igen, så f. eks. denne: ”Min sjæl finder hvile og fred i Gud alene”. Når vi arbejder eller når vi hviler, giver disse sange genlyd i vore hjerter.

[10] Matthæus 19.14.

[11] En ni-årig dreng, der kom for at bede sammen med os i en uge, sagde en dag til mig: ”Min far forlod os. Jeg ser ham aldrig, men jeg elsker ham stadig og om natten beder jeg for ham”.

[12] Se 1. Peter 3,18; Romerbrevet 1,4; 1. Timoteus 3.16.

[13] Dette fællesskab kaldes Kirken. I Gud hjerte er Kirken én: den kan ikke deles.

[14] Jo nærmere vi kommer Evangeliet, jo nærmere kommer vi hinanden. Og de ad-skillelser, der splitter os, kommer til af-slutning.

[15] Kristus kalder os til forsoning uden tøven. Vi kan ikke glemme hans ord i Matthæusevangeliet: ”Derfor, når du bringer en gave til alteret, og dér kommer i hu, at din broder har noget imod dig,…gå først hen og forlig dig med din broder” (5,23-24). ”Gå først”; ikke ”Udskyd det til senere”.

[16] I Damaskus i Mellemøsten, plaget af prøvelser, bor den Græsk-Ortodokse Patri-ark af Antiokia, Ignatius IV. Han har skrevet disse slående ord: ”Den økumeniske bevægelse går baglæns. Hvad er der tilbage af tidligere tiders profetiske begivenheder kropsliggjort af skikkelser som Pave Jo-hannes XXIII og Patriark Athenagoras? Vore splittelser gør Kristus uigenkendelig; de er i modstrid med hans ønske om at se blive eet ”for at verden må tro”. Vi har et påtrængende behov for profetiske initia-tiver for at bringe det økumeniske arbejde ud af de uenigheder og tilbageslag, som jeg frygter det sidder fast i. På har et påtrængende behov for profeter og helgener, der kan hjælpe vore kirker til at omvende sig til gensidig tilgivelse”.

[17] Under hans besøg i Taizé d. 5. oktober 1986 foreslog Pave Johannes Paul II en vej til fællesskab idet han til vores samfund sagde: ”Ved ønsket om selv at være en ”fællesskabets lignelse”, hjælper I alle, I møder, med at være trofaste mod deres kirkelige rødder, frugten af deres uddannelse og deres samvittigheders valg, men også at trænge dybere og dybere ind i den fællesskabets gåde, som Kirken er ifølge Gudsplan”.